Mit navn er Maja Torp og jeg er siddende byrådsmedlem for Venstre i Aalborg Kommune. Jeg har mere end 20 års erhvervserfaring fra forskellige stillinger både i det offentlige og private erhverv – og de seneste mange år i lederstillinger. Jeg går derfor ind i politik med en bred viden og erfaring fra erhvervslivet, der gør mig i stand til at tænke i tiltag og løsninger, der fungerer i praksis.
Jeg er gået ind i politik med en ambition om at skabe mere frihed og flere muligheder for borgerne i Aalborg Kommune, og samtidig udvikle vores by med kvalitet. For mig er det vigtigt, at regeringen og det offentlige ikke fratager hver enkelt borger eller familie muligheden for at forme deres eget liv. Vi er mennesker og ikke systemer. Derfor er mere frihed og flere muligheder kernen i de politiske mærkesager, som jeg kæmper for i Aalborg Kommune.
Følg med
Følg med herunder på mine sociale medie platforme, hvor du kan lære mig at kende samt mine holdninger til den politiske dagsorden i samfundet.
På dagsordenen i Børne- og Undervisningsudvalget i dag var blandt andet et forslag om otte nye vuggestuepladser i Grindsted.
Det er sådan en sag, der let kan drukne mellem dagsordener, bilag og kommunale tal.
Men bag tallet står familier, der skal have en hverdag til at hænge sammen.
Og det er faktisk noget af det, jeg godt kan lide ved lokalpolitik.
Børnetallet ændrer sig. Nye boligområder vokser frem. Behovet flytter sig. Og så skal vi forsøge at få kommunens tilbud til at følge med virkeligheden.
Det giver sjældent de største overskrifter.
Men det er ofte lige dér, lokalpolitik bliver meget konkret:
8 pladser på papiret. En mærkbar forskel i hverdagen.
Jeg vil tage jer lidt oftere med bag om arbejdet i Aalborg Byråd - også i de små sager, der fortæller noget større om den kommune, vi bor i.
🚨 De kalder det en opfordring. Jeg kalder det et advarselssignal.
Hizb ut-Tahrir forsvarer nu deres kampagne målrettet unge muslimer. Men deres forsvar punkterer ikke kritikken. Det sætter en tyk streg under den.
De ser ikke et problem i, at andre muslimer ”påpeger”, hvis unge ikke lever efter bestemte islamiske normer. Og negativ social kontrol kalder de et politisk ”dækkebegreb”.
Prøv lige at lade den synke ind.
De taler om frihed - men forsvarer presset.
De taler om de unges egne valg - men fortæller dem, hvordan de bør leve.
Det handler ikke om muslimers ret til deres tro. Den frihed skal vi stå vagt om.
Det handler om islamisme og en antidemokratisk bevægelse, der forsøger at slå en kile ind mellem unge muslimer og det frie, demokratiske fællesskab.
⚠️ Vi har været naive længe nok. Det her skal ikke ties ihjel. Det skal mødes med et klart og tydeligt nej.
Hizb ut-Tahrir ønsker et kalifat.
De ønsker sharia.
De er imod demokratiet.
Nu målretter de en kampagne mod muslimske unge, der skal begynde på landets gymnasier.
Og alligevel diskuterer vi stadig, hvor bekymrede vi bør være.
Hvor meget tydeligere skal det være?
Vi leder efter skjulte dagsordener hos en organisation, der i virkeligheden har gjort sin egen fuldstændig tydelig.
Det er ikke mangel på information. Det er naivitet.
Lad os være helt klare:
Problemet er ikke muslimske unge.
Og det er ikke, at man er troende muslim.
Problemet er en antidemokratisk bevægelse, der aktivt forsøger at påvirke unge til at vende sig mod det samfund, de er en del af.
Læs deres egne ord.
De beskriver den ungdomskultur, de unge møder, som “skamløs og grænseløs” og stiller over for den de “noble islamiske værdier”.
Dem og os.
Det budskab sendes netop i et øjeblik, hvor unge står på tærsklen til gymnasiet og skal finde deres plads i fællesskabet.
Det er ikke tilfældigt. Og det må ikke bagatelliseres.
For afstand til et samfund opstår ikke pludseligt.
Den bygges gradvist 🧱
Først ved at fortælle unge, at samfundets værdier er forkerte.
Så at deres eget fællesskab står over det.
Og til sidst, at de ikke hører til.
Derfor er det heller ikke nok bare at være bekymret.
Vi bør tage en langt mere grundlæggende politisk diskussion af, hvordan vi håndterer organisationer, der åbent arbejder imod demokratiet – også når de målretter deres påvirkning mod unge.
Hvor lovgivningen giver os muligheder for at gribe ind, skal vi bruge dem. Og hvor den ikke gør, bør vi spørge, om vores værktøjer er stærke nok.
Religionsfriheden skal vi værne om. Muslimske unge skal have samme frihed, muligheder og plads i fællesskabet som alle andre.
Men religionsfrihed må aldrig blive til politisk berøringsangst over for antidemokratiske bevægelser.
Et demokrati skal tåle uenighed.
Men det skal ikke være naivt over for dem, der vil afskaffe det.